Prøv det, eleverne skal prøve
Femten minutter. Du kører værktøjets fire dele på din egen maskine, ét gennemløb, og stopper op to steder undervejs.
Hvorfor det er den eneste nødvendige forberedelse
Værktøjet viser dine egne værdier. Ikke et eksempel, ikke en demonstration, dine egne. Det betyder to ting for dig som underviser.
Det første er, at du ikke kan forberede dig på indholdet ved at læse om det. Du skal have set din egen skærm, fordi det er den erfaring, du skal kunne beskrive.
Det andet er, at du ikke ved, hvad der står på tavlen, før du åbner den. Din maskine kan have et sjældent grafikkort, en skæv vinduesstørrelse eller en udvidelse, du har glemt. Bedre at opdage det aftenen før end foran klassen.
Åbn værktøjet på den maskine, der er koblet til tavlen, hvis du har adgang til den. Ellers på din egen. Klik dig gennem alle fire dele én gang, uden at springe over. Det tager ti minutter. De sidste fem bruger du på de to spørgsmål nederst på denne side.
Hvad du skal lægge mærke til i hver del
Del 1: hvad browseren fortæller
Listen fylder skærmen. Læg mærke til, hvor mange af værdierne du ikke selv ville kunne have gættet om din egen maskine, og at ingen af dem krævede, at du skrev noget eller sagde ja til noget.
Det du skal bruge i klassen: åbn del 1 på tavlen først, uden at sige et ord, og lad listen stå i nogle sekunder. Spørg så: hvornår skrev jeg noget af det her? Svaret er aldrig. Det er hele forløbets åbning, og den virker kun, hvis du ikke forklarer den først.
Del 2: hvor entydigt det peger på dig
Du får en kode og et tal i bits. Læg mærke til søjlerne over, hvilke signaler der bidrager mest. Det er dem, en klassesamtale kan hænges op på.
Vær forberedt på entropitallet. Det er et kvalificeret skøn, ikke en måling, og det står også i værktøjet. Siger du det selv, inden nogen spørger, har du samtidig undervist i forskellen på en måling og et skøn. Det står uddybet i lærervejledningen til lektion 2.
Del 3: hvad et sporingsscript ville se
Dine værdier oversat til den slags kategorier, annoncebranchen arbejder med. Læg mærke til, hvordan det føles at blive beskrevet som en målgruppe.
Det du skal bruge i klassen: vis den med din egen maskine, ikke med en elevs. Læreren, der bliver beskrevet som en kategori foran klassen, er et bedre eksempel, og ingen bliver hængt ud.
Del 4: hvad der bliver tilbage
Fire kontakter. Slå dem til én ad gangen. Start med privat vindue, fordi det er dér, den store aha-oplevelse ligger: næsten alt bliver stående.
Slut altid i del 4. Del 3 gør indtryk, men efterlader eleverne med ubehag og ingenting at gøre med det. Del 4 giver et realistisk billede og et par konkrete valg. Slutter timen midt i del 3, har forløbet gjort skade i stedet for gavn.
De to spørgsmål
Når du har været igennem alle fire dele, så stop op og svar for dig selv. Skriv det ned, hvis du har lyst. Det skal ikke afleveres nogen steder.
Spørgsmål 1: Hvad overraskede dig?
Ikke hvad der var interessant. Hvad der overraskede. Det er den ene ting, du kan fortælle klassen med dine egne ord, og det er den, der gør forskellen på en lærer, der underviser i materialet, og en, der læser det op.
Spørgsmål 2: Hvad ville du ikke kunne forklare en elev?
Find det ene sted, hvor du selv er usikker. Det gør du ikke for at lukke hullet inden mandag. Du gør det for at vide, hvor det er, så du kan sige "det ved jeg ikke" et bestemt sted i stedet for at være nervøs hele timen.
Hvis dit svar er "grafikkortet" eller "hvordan entropi regnes ud", så er du i god selskab, og du behøver ikke lære det. Ingen af de seks lektioner kræver, at du kan forklare det. Kan du ikke lade være med at ville vide det, står forklaringen i lærervejledningens afsnit om entropitallet.